Uden Erland ingen gård på Læsø
– SUSANNE JORN
ERLAND STOKLUND
Det var godt at man nåede at lære Erland at kende. Den våde forblæste ø, hvor havguden Ægir huserer og mulden kun dækker få centimer over det hvide sand – var hans hjem.
Jeg hørte historierne om samværet med Jorn. Træer der skulle plantes – træer der skulle fældes og øl der skulle drikkes. En kostald der skulle forvandles til et atelier og have plexiglas, i en tredeling på taget. Jorns kunst blev aldrig en del af Erlands interessefelt.
Ligesom i Albisola – hvor Jorn knyttede stærke bånd til Umberto Gambetta, som var husets mand i Italien -- havde Erland et tæt samarbejde med Jorn og huset på Læsø.
Første gang jeg trådte ind i stuerne hos Erland --- så jeg det store litografi af Jorn på væggen. Henover papirets glatte gulnede flade, var der skrevet en tak for hjælpen, til Erland og hustru. Det havde vist stået mange år ude i laden --- men hang nu flot i stuen. Indrammet i sin tid af Mr. Birch himself.
Det blev til mange lange aftener med håndpillede rejer og fortællinger om naturen og livet på øen. Erland blev en stor oplevelse og hans små gode historier om Jorn noteret. I genetableringsfasen af huset var han fantastisk.
En af de mange historier var, at Jorn drømte om at bygge et lille japansk-inspireret pavillon, nede ved Egetræet i baghaven. Der skulle være papirtynde skydedøre, man kunne vende mod den stadige vind på Læsø. Jorn slappede af med at skrive. Det fortalte han også Læsø posten, da de uanmeldt kom forbi og drak kaffe i køkkenet.
Arkitekten Villy Frei Krogh har netop færdiggjort tegninger til en sådan pavillon og måske er der en dag midler til at lade den bygge.
Erland døde inden indvielsen og man kan ikke være på Læsø, uden man savner hans rejer og nærvær.
– Tom Christoffersen
Erland Stoklund, hustru og datter samt Ole Jorn i køkkenet, Bangsbohave 1970. Foto: Frank Lund ©